Manley Chinook er udsprunget af den legendariske Steelhead RIIA, som blev lanceret tilbage i 2001, og som sidenhen har opnået status som en af de bedst lydende overhovedet. Den anvender det samme rene og stille kredsløbsdesign som storebroderen og er udstyret med fire 6922 triode rør. Der er mulighed for at switche mellem 45 eller 60db gain, som kan indstilles internt, og den er kompatibel med alle typer af MM og MC pickupper, som kan indstilles på bagpanelet. Chinook’en rummer de samme basale karakteristika som storebroderen: Den karakteristiske voluminøse og musikalske lydsignatur, iklædt rørenes varme glød – og det til en langt billigere pris. Byggekvaliteten er typisk Manley. Helt i top og nøje udvalgte komponenter. Den har efterhånden snart 10 år på bagen, men overdænges stadig med superlativer af en entusiastisk hi-fi presse. Så sent som august 2022 fik den endnu en topanmeldelse på sit CV hos AnalogPlanet.