“Denne pladespiller er et mekanisk vidunder – en af de allerbedste i verden. Og så bliver den faktisk bygget i en baggård på Frederiksberg i København.
Omega point 5 handler om musik. Den er bygget ud fra ønsket om at gengive musikken bedst muligt og på musikkens præmisser. Og fra første strofe kan du mærke, at der er en energi og ikke mindst dynamik i musikken, som du næppe nogensinde har hørt. Indsatsen for at fjerne resonanser betyder, at det kun er musikken der spilles.
Man taler om, at baggrunden er helt ”sort”. Som på et godt tv, hvis evne til at vise sort som knaldsort betyder, at alle farver er flotte. Alt det, der ikke er i pladerillen, er fjernet, så kun musikken står frem. Du føler næsten musikken spilles langsommere. Det gør den ikke – du har bare mere overskud til at høre, hvad der spilles, da musikken gengives med et kæmpe overskud. Det er som at have 600 heste til rådighed i en bil, der sjældent kører over 33,3 km/t.
Prisen er ca. 35.000 kroner for pladespilleren og 18.000 kroner for tonearmen – uden pickup – og det er rigtig mange penge. Men i denne verden af hyperbegejstrede hi-fi-entusiaster jubler man over, at Omegapoint 5 udklasser pladespillere, som er to til tre gange dyrere. Det er da meget godt gået af et produkt, der bliver samlet på bestilling i lille Danmark!”
– Peter Hyldahl, Alt om data 2017
Læs mere om Fletcher Audio eller besøg fletcheraudio.co.uk